To dage med Ét Døgn for Folkeskolen

Klokken er halv fire torsdag eftermiddag. Om en halv time skal de ni spidskandidater i Silkeborg Kommune samles for i 24 timer at diskutere fremtidens folkeskole. På Langsøskolen er gangene efterhånden ved at være tømte for børn, og i stedet trisser de ni politikere rundt. Et par stykker står og sludre, andre taler i mobilen eller SMSer – mon valgkampen er lagt fuldstændig på hylden det næste døgn?
På kontoret møder jeg en entusiastisk skoleleder, der kan berette om en hektisk dag, som på ingen måde har mindet om en normal skoledag. DR’s karavane dominerer den ene fløj, der er løbende kommet ændringer i tidsplanen og pludselig skal nye rekvisitter anskaffes – seneste ordrer lød på en muffin, otte mælkebøtter, æg og en håndfuld agern.Sammen går vi ned til skolens håndarbejdslokale, der for en stund er lavet om til studie. Mannequindukker er tilfældigt placeret rundt i lokalet, mens billboards og en interaktiv tavle skaber struktur og kræver opmærksomhed mod lokalets endevæg. I et hjørne er hyggekrogen med sofaer, sofapuder, slikskål, og hvad der ellers hører sig til. I et andet står lærerpulten, hvor de kommende interviews skal foregå. Midt i lokalet står det ovale bord, hvorom spidskandidaterne om få minutter vil samle sig. Det kreative miljø er klar til at blive indtaget.Uden for lokalet samler kandidaterne sig – kameraerne snurrer og følger deres gang ind i lokalet, hvor de placerer sig ved bordet. Hver eneste interessante kvadratmillimeter i lokalet er dækket af kameralinser, og på langsiden er fire computere linet op. Det er hektisk nu. Forbindelsen mangler og om fem minutter skal alt være klar til at gå online. Der klikkes fribrilsk på tasterne, og telefonen gløder.Med 10 minutters forsinkelse er der er hul igennem, og vi er klar til ”Et Døgn for Folkeskolen”.Lillian Gjerulf Kretz fra DR byder velkommen. Hendes struttende mave viser, at hun har taget fremtidens folkeskolebarn med sig. For et døgn skal politikerne glemme alt om nuller i kommunekassen, kommende arenaer, og hvad der ellers har fyldt i valgkampen – de er nu budt indenfor til et mentalt frikvarter fra valgkampen.

Skoleleder Kjeld Kromand er den første af de såkaldte ”ressourcepersoner”, der skal holde et mindre oplæg for kandidaterne. Han kan glæde sig over den lille klassekvotient og en flok meget velopdragne kommunalpolitiske elever – en fløjtetone bryder dog pludselig talestrømmen og illustrerer, at alle endnu ikke har lært at sætte mobilen på lydløs.

Udover Kjeld Kromand er forskningsdirektør Hans Henrik Knoop samt fremtidsforsker Anne Skare også indkaldt som ressourcepersoner:

”Lær eleverne at lære”. ”Forældre bliver en interaktiv del af skolen”. ”Led efter nye ord i jeres vision – sproget skaber virkeligheden”. ”Det pædagogiske paradoks: styr eleverne, så de bliver selvstyrende”. ”Krav skal være befordrende for livet”. ”Kravet om at lære kvæler lysten til at lære – dyrk elevernes medfødte lyst til at lære”. ”Lyt højere”. ”Udfordrer vanetænkningen – drop plejer”.

Sådan lyder en række af de råd, som ressourcepersonerne spiller ind med. Og med en sidste løftet pengefinger om, at det her handler om virkeligheden, er det blevet tid til, at lokalpolitikerne holder et velfortjent frikvarter. Det er nu, maverne frem for hovederne skal fyldes. Et langbord fylder fællesarealet på Langsøskolen. Tre prægtige lysestager oplyser rummet, hvor hvidvinen er skænket i glassene. Så snart folk har fået sig sat, kommer tjenere ind med den første af fire retter. Indlæring kræver nærende mad, og det får de.

Med maven fyldt er det tid til at gøre status. Hvad ved vi, og hvordan kommer vi videre? Tankerne bliver italesat i gruppen, og hver især formulerer de en række gule post it-lapper, før de kan holde fri. Politikkerne bliver sendt hjem for at hvile ud og drømme om fremtiden folkeskole. Kameraerne bliver slukket. Første del af ”Ét Døgn for Folkeskolen” bliver lukket ned.

Klokken er 10 minutter over otte, klokken ringer og 100 elever fra 1. til 3. klasse myldrer ind til morgensang. Nogle kigger nysgerrigt på de voksne, der står i hjørnet. Enkelte genkender dem som de der politikere, som hænger rundt om i byen. Og inden roen endegyldigt har lagt sig, er det tid til ”Der sad to katte på et bord” og ”Kattejammerrock”. Eleverne kravler op og ned, vifter med armene og vrikker rumpetten, som musikken dikterer. Spidskandidaterne forsøger at følge med, men efterhånden som tempoet øges, falder de langsomt fra…

Efter et kvarter med sang og dans er kandidaterne klar til anden og sidste del af ”Èt Døgn for Folkeskolen”. Seks elever fra 8. og 9. klasse er indkaldt som sandhedseksperter, og politikerne har nu mulighed for at få luftet tanker og spurgt ind til elevernes ekspertviden.

Efter disse sidste input går gruppearbejdet for alvor i gang. Klokken tikker, tiden går, og der er ikke lang tid til deadline. Med en opdeling i to grupper – én med fokus på skemaerne og én med fokus på visionen – kommer der dog skred i arbejdet. Og efter 23 ½ time kan kandidaterne ånde lettet op. De står nu med en vision og et skema til henholdsvis en 1. og 9. klasse anno 2019. Men klokken ringer ikke ud endnu. Nu skal alt gøres klar gruppeeksamen med Bertel Haarder. Kameramanden kaster sit udstyr op på skulderen. DR’s rapporter står klar med mikrofonen. De sidste interviews skal i kassen.

Først er det Frank Borch-Olsen (C), der skal svare på, hvordan det er gået, og hvordan resultatet ser ud. ”Og tak – vi tager den lige igen, gerne med lidt kortere svar”. Efter endnu et forsøg, er det Hanne Bæk Olsens (A) tur. Samme spørgsmål og måske også samme svar…

Boksehandskerne, der for et døgn har været lagt på hylden, er for en kort stund taget frem igen. Hvem kommer på TV – Hanne eller Frank? Men det er også den eneste partipolitiske kamp, der har været udkæmpet det sidste døgn. Kandidaterne har vist, at de kan samarbejde om det tværpolitisk skoleprojekt og med ankomst af en lettere forsinket og meget travl Bertel Harder, er det blevet tid for, at Poul Gudberg (Borgerlisten) og Lene Fruelund (Ø) skal præsentere gruppearbejdet.

Med en vis skepsis tager Bertel Haarder imod forslaget men lover da at tage inspirationen med sig, før han haster videre til et møde i København.

Den første godkendelse er gået igennem, men nu venter den egentlige eksamen – hvordan vil visionen udfolde sig i virkeligheden efter den 17. november?

Undervisning kræver indsigt – ikke syn

Tænk engang, hvis du ikke kunne se det fjerneste af det, dine elever foretog sig. Læse deres ansigtsudtryk og derigennem forstå, hvordan de reagerede på det, du sagde, og på undervisningsmaterialet foran dem. Det er den virkelighed Susanne Sørensen som blind må forholde sig til, hver gang hun hjælper eleverne på Fårvang Skole med lektierne eller sætter sig på lærerens taburet. Men det manglende syn betyder ikke en ringere undervisning – tværtimod.
Lige før sommerferien blev skoleleder Jens Lundorff kontaktet af jobkonsulent Ole Ladekarl fra Århus Kommune i forhold til at få Susanne Sørensen i jobprøvning. Umiddelbart vil de fleste nok have en naturlig skepsis overfor at ansætte en blind, og det havde de da også på Fårvang Skole. Skolelederen erkender, at det da var med et vist forbehold, at de indledende samtaler blev sat i værk. Kan en blind overhovedet arbejde på en skole?Skepsis blev dog snart gjort til skamme, og i to måneder har Susanne nu arbejdet på kontoret og i undervisningslokalerne på Fårvang Skole.- Vi var helt sikkert interesserede i at give det et forsøg, men det måtte bare ikke blive en fiasko -
og slet ikke for Susanne. Ved at tænke lidt utraditionelt, var det dog på ingen måde et problem at integrere en blind på skolen. Vi kan virkelig mærke, at Susanne kommer med et par ekstra hænder i hverdagen, lyder det fra Jens Lundorff.

Susanne fortæller, at hun fire dage om ugen kommer på skolen. Fra Voel, hvor hun bor, tager hun skolebussen sammen med eleverne, hvorefter hun bliver ført ind på kontoret af hendes førerhund Nala. Her har hun sin faste plads i ”glasburet”:

- Det er en rigtig god ordning. Når Susanne sidder bag glasset, kan vi have ”øjenkontakt” med hende og kommunikere verbalt med hinanden. Og Susanne kan samtidig sidde ugeneret med eleverne, når de kommer ind til hende for at få hjælp, fortæller skolelederen.

Lektiehjælp er en af de opgaver, som fylder rigtig meget i Susannes hverdag. Der er mange af de lidt svagere elever, der kommer ind for at få hjælp til blandt andet dansk og engelsk. Eleverne får både trænet deres højtlæsning og indholdslæring.

- Vi udnytter faktisk, at Susanne ikke kan se. Når eleverne spørger til hjælp, bliver de nødt til at forklare, hvad det er, de sidder med. Det gør, at de ofte selv finder en løsning på problemet gennem forklaring, lige som de opnår en anden forståelse af stoffet, fortæller Helle Baalkilde, lærer i 5. klasse, som ofte har benyttet Susanne som undervisningsassistent i timerne.

For Susanne er det ikke noget problem at assistere i undervisningen – eller for den sags skyld selv at stå for den. Ved travlhed og sygdom har Susanne fx overtaget undervisningen i 2. klasse, og hun ser det ikke som en hindring, at hun er blind, blot hun får den nødvendige hjælp til at finde over i det rigtige klasselokale:

- I starten kunne eleverne være en smule generte ved at henvende sig, men nu kommer de bare over og spørger, når jeg er ude i klasserne, fortæller Susanne.

Og Susanne er rigtig populær. Efterhånden som lærerne har fået øjnene op for den ekstra assistance, som Susanne kan bidrage med, er der flere og flere, der henvender sig.

Udover den faglige hjælp Susanne bidrager med, har skolen – såvel lærere som elever – også fået en anden indsigt i det at leve med et handicap. Når Susanne har været ude som underviser i klasserne, har eleverne ofte fået lov til at spørge ind til det at være blind. Og de spørger uden filter.

- Eleverne er virkelig nysgerrig og interesserede i at høre om, hvordan det er at være blind. Det kan jo være lidt svært at forstå, hvordan man kan have tøj på, der passer sammen, eller hvordan man går på toilettet eller spiser, når man ikke kan se, fortæller Susanne og hendes kollega Helle fortsætter:

- Vi havde en blindedag, hvor eleverne var samme to og to – den ene som blind, den anden som seende. På skift skulle de i to timer være den blinde, og de levede sig virkelig ind i det. Det var en sjov oplevelse for eleverne og gav en rigtig god snak om, hvad det betyder at være blind, slutter Helle.

Men der er også udfordringer ved at have en blind ansat på skolen… For både lærere og elever er det svært ikke at kæle med Susannes førerhund Nala, der med det samme har charmeret alle på skolen.

- Nala er virkelig sød og svær at stå for. Men den er jo på arbejde, så det nytter ikke noget, at vi forstyrrer den. Derudover har der virkelig ikke været problemer, og vi har en god forståelse for hinanden. Vi er da lidt ekstra opmærksomme på Susanne – om hun lige mangler noget, vi eventuelt skal hente. Det har helt klart været en win-win-situation for begge parter. Og vi er ikke ved vejs ende endnu. Vi tror, at der er endnu flere muligheder for at benytte Susannes kompetencer, konkluderer skoleleder Jens Lundorff.

At færdes på Fårvang Skole er nu ikke helt uvant for Susanne, som har taget overbygningen på skolen. Dengang kunne Susanne se svagt på det ene øje, og ved hjælp af en ekstra stærk lampe kunne hun gennemføre folkeskolen som alle andre. Herefter gik hun på handelsskolens EFG handels- og kontoruddannelse og har arbejdet 12 år ved Told og SKAT, før det begyndte at gå ned af bakke med synet, og hun mistede det helt efter flere operationer.

Når klokken ringer ud for industrisamfundets skole

Torsdag den 28. januar samledes skoleledelserne i Silkeborg Kommune i to dage på Hotel Comwell Rebild Bakker. Formålet: at sætte fuld fokus på fremtiden skole.

Globaliseringen er over os på godt og ondt, når kulturelle, organisatoriske og pædagogiske grundværdier udfordres af omverdenen. På den ene side er vi ikke længere bundet til at kigge i vores egen eller naboens skolegård for at blive klogere. Vi kan lære vidt og bredt af andre. På den anden side er vi sat under pres for at forholde os til nye udfordringer, som er ukendte og kan virke skræmmende. Det kan gøre det svært at løsrive sig fra den vante tankegang i organisationer og institutioner – hvilket kan blive en bremseklods i udviklingen af den danske folkeskole.

Formålet med arrangementet på Hotel Comwell Rebild Bakker var netop at stille skarpt på egen (vanlig) praksis og med udfordrende spørgsmål tænke i andre baner for at sikre fremtidens skole. En skole, der kan levere en undervisning, som fortsat sikrer eleverne en platform, der står mål med den foranderlige fremtid, de går i møde.

En essentiel del af internatet er et opgør med og udvikling af “industrisamfundets skole” som Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen betegner det i bogen: “Når klokken ringer ud”. I den anledning var de inviteret forbi til et par inspirerende oplæg.

Steen Hildebrandt satte i sit oplæg fokus på trætheden overfor målingstænkningen, som den nuværende regering ifølge taleren står for – og han fremhævede i samme forbindelse “rundkredspædagogikken” som et udtryk for social intelligens. Hildebrandt lagde vægt på, hvordan den sociale intelligens holder et netværk sammen og fremmer samarbejdet – en forudsætning for, at man kan være nyttig. Kort og godt må industrisamfundets skole genovervejes.

- Vi starter langsomt ud, og så går vi ned i tempo… Opgøret med industrisamfundets skole er en proces, som kræver, at man går ned i tempo, holder hovedet koldt og hjertet varmt. Man må ikke gå i panik, for så kan man ikke tænke kreativt, fortalte Hildebrandt.

Det eneste, der findes, er nuet. Fortiden og fremtiden er måder at leve i nuet på. Vi skal tænke på, og mærke, hvad der ligger i den ankommende fremtid. Den opfattelse er med til at forme den måde, som vi lever på nu. Vi tænker ud fra de begreber og ord, som vi har. Både ud fra fortid og fremtid.

Efter Hildebradts formiddagsoplæg tog medforfatter Per Fibæk Laursen over. Han bevægede en smule væk fra den overordnede debat og ned på det mere konkret i forhold skole- og undervisningsperspektivet:

- Meget skoleudvikling har haft samme præg som den naturlige selektion, hvor tilfældige nydannelser opstår og testes i virkelighedens verden. Her oplever man, at nogle få overlever, mens andre dør ud. Det, vi ser, er, at mange tilfældige idéer er blevet prøvet af, og man kan spørge sig selv, om dette ikke kan gøres mere vidensbaseret og mindre tilfældigt? Lød det fra Fibæk Laursen, der sluttede af med at understrege væsentligheden af teamdannelse, da det gør skolen bedre. Før tilhørerne havde mulighed for at spøge ind…

Med oplæggene fra de to forfattere, der inspirerede til at tænke skolen ud fra fremtidens muligheder frem fortidens erfaringer, var rammerne sat for skoleledelsernes efterfølgende diskussion og gruppearbejde. Skoleledelserne blev sat til at identificere de gode tiltag, der allerede er udført, for derigennem at blive bevidste om, hvordan den enkelte skole er nået dertil. Derudover blev der stillet skarpt på udfordringer samt barrierer for den enkelte skole og i Skoleafdelingen – herunder også et fokus på de værdier, der er umistelige for fremtiden. Alt sammen med et ønske om at arbejde konstruktivt med kommende udfordringer frem for kun at hænge fast i fortiden. Læs et referat af hele Steen Hildebrandt oplæg på nedenstående link eller se billeder fra de to dage i fotoalbummet.